En status 6 måneder efter 40 behandlinger med HBOT.

HBOT – HyperBaric Oxygen Treatment – er en af de nyeste og hotteste behandlinger inden for longevity feltet. Og ikke uden grund. Det er en fantastisk behandling, som kan hjælpe så helt afsindig meget: Den  forlænger dine telomerer (yderste led på dit DNA, der kan være med til at afgøre din levetid). Den sænker inflammation i kroppen. Den fjerner betændelsen i sår. Den booster din stamcelle produktion med ca 300% i en periode under og efter behandlingen. Den kan hjælpe med at regulere dit blodsukker. Den giver et kæmpe boost til din ATP produktion (energi på celleniveau). Den reducere oxidativ stress. Den et fyrer op under dit immunforsvar. Den blæser så meget ilt ind i din hjerne at der bliver ryddet op og der kommer ilt ud i alle afkroge. Alt i alt lidt af en mirakelkur. 

Men udover alt det, er det også en vildt effektiv behandling for en lang række sygdomme og eller senfølger efter sygdom.

Jeg fik behandlingen for stråleskader. Ved at mangedoble produktionen af stamceller, er håbet, at alle de nye celler finder ind til arvævet, og heler det.

Og helt ærlig, så forventede jeg jo, at behandlingen selvfølgelig ville fjerne/genopbygge/hele mit arvæv – men at det også ville gøre, at jeg blev 20 kg lettere og så 20 år yngre, for jeg havde læst om hvordan den nogle steder bruges til vægttab og kollagen i huden. Det skete ikke helt. Det med vægten og alderen altså. 

Mit livs helvede

Men lad os lige starte med begyndelsen. Jeg har skrevet dette meget lange indlæg, fordi jeg ikke kunne finde egentlig personberetninger eller erfaringer om behandlingen, da jeg sad og selv skulle i gang. Så mit håb er, at den vil nå ud til det menneske, der lige nu har fået at vide, at han eller hun skal i trykkammeret, men ikke aner hvad det egentlig betyder… 

For præcis et år siden, var jeg i mit livs helvede. Det virker måske mærkeligt, at mit livs helvede ikke var, da jeg fik cancer. Men hele vejen igennem mit cancer forløb var jeg tryg. Jeg havde en dyb følelse af, at det her skulle nok gå. Forløbet havde en start og en slutning, og vejen derhen var snorlige. 

Anderledes var det, da jeg i efterårsferien 2024 fik hvad jeg troede var blærebetændelse. Jeg fik flere antibiotikabehandlinger men det gik ikke væk og min læge bad mig til sidst kontakte min onkolog på Riget.

Efter nogle undersøgelser fik jeg den ekstremt nedslående melding, at der var stråleskader på min blære, og det var uvist, om der kunne gøres noget ved det. “Mange der har den slags skader, kommer aldrig rigtig tilbage på arbejdsmarkedet” meddelte den ellers venlige overlæge på Urologisk Afdeling mig, mens han skrev mig en recept på 600 morfinpiller. 600!!!! Det var selvfølgelig for at jeg ikke skulle ligge og ringe efter flere hele tiden, men fuck det var nedslående. 

I de dage var jeg på mit allerlaveste. Jeg havde så mange smerter, tog 21 smertestillende piller i døgnet, og var alligevel ikke smertefri på noget tidspunkt. Til gengæld var jeg lidt bimmelim det meste af dagen, så mærkede ikke smerterne 100%. Men de øjeblikke jeg var klar i hovedet, så jeg min – pludseligt jammerlige – fremtid for mig. Jeg får stadig helt ondt i maven når jeg tænker på, hvordan mit ellers ret lyse sind var helt i knæ i den periode. 

Jeg læste et sted, at man kunne få en ny/kunstig blære. Operationen var risikabel, men det var en mulighed. Så da jeg kort efter jul havde en tid igen med min onkolog, meddelte jeg ham, at det her ikke skulle få mig ned med nakken, jeg var ikke klar til en førtidspension, jeg havde ting jeg skulle i mit liv, jeg skulle under ingen omstændigheder fyldes med medicin resten af mit liv og så måtte vi kigge ind i, at give mig en ny blære. 

Han sad stille lidt og så sagde han; “Vi kunne også prøve at komme dig i trykkammeret”.

Øhhh hvaffornoget???

Jeg så straks “Kvinden i Buret” for mig og tænkte; ellers tak du!

Han forklarede mig lidt om det, og vi aftalte at mødes igen om 2 måneder, for at se om de behandlinger jeg var i gang med (medicinsk behandling samt ugentlige blæreskylninger) havde effekt, og så kunne jeg lige tænke lidt over det. 

Men jeg gik hjem og googlede, og læste, og googlede noget mere og læste mere. På et par dage blev jeg HELT klar over, at jeg i den grad skulle have den behandling, han havde talt om. Og jeg bandede over, at jeg ikke bare havde sagt ja med det samme.  

Efter et par dage sendte jeg ham en mail, hvor jeg skrev, at jeg synes vi skulle rykke vores statusmøde en måned frem, for jeg var meget interesseret i trykkammerbehandlingen han havde foreslået. Det gik han heldigvis med til. 

Og i slutningen af februar 2025 startede min behandling i trykkammeret i kælderen under Riget. Det er præcis så skummelt som det lyder. Men ohh boy, det var en vild og fantastisk oplevelse.  

Selve behandlingen:

For skader som mine skal man igennem 40 behandlinger af 90 min. De ligger fast mandag til fredag i 8 uger. Jeg kom på morgenholdet, og skulle møde ind hver morgen kl 7.30 og gik derfra ca kl 10 hver dag. Der var 3 faste hold hver dag, hvor der var plads til 6 på hvert hold.

Det ligner, at man skal på en rumrejse. Se billeder nederst. Men 6 mennesker klædt i hvidt bomulds hospitalstøj, bliver stoppet ind i en kæmpestor metalkapsel. 

Trykket i beholderen sænkes, så det svarer til, at man er på 14 meters dybde. Det tager 5-10 minutter at komme ned i tryk. Det er ret voldsomt at mærke trykket. Det er noget mere voldsomt end når man er ude at flyve. Mange af os måtte bruge næsespray og udligne trykket hvert andet sekund. Mens man er på vej – “ned” og “op” – er der en dykker med i beholderen. Han sørger for at alle er med og ingen får det dårligt. Han giver kommando til dykkeren der sidder uden for beholderen om at slække lidt på trykket, hvis nogen oplever store smerter, og han giver kommando om at genoptage sænkningen af trykket. En del patienter bliver nødt til at få lagt dræn i øret for at kunne holde til at komme ned på de 2,0 atmosfæres tryk. For mig gik det heldigvis, efter jeg blev godt guidet af dykkerne til hvordan man udligner bedst + næsespray. 

Når trykket i beholderen er, hvor det skal være, bliver man iført en slags tætsluttende hjelm. Det ligner mest af alt en gennemsigtig spand med slanger i bunden. Den skal sidde helt tæt rundt om halsen. Det føles ikke særlig fedt, men som med så meget andet, bliver det bedre jo flere dage man har været igennem. 

Inde i spanden bliver man tilført 100% ren ilt. Det er super brandfarligt, og derfor skal spanden sidde tæt, så der ikke siver for meget ilt ud i selve beholderen, eller tanken vi sidder i. Det er også derfor, at man skal være iført 100% bomuld, da det ikke er så let antændeligt. 

Der er hele tiden en måler der måler iltindholdet i selve beholderen, og ryger det over, hvad det må være, kommer der en dykker ind i beholderen, og tjekker at alle hjelme er tætte osv. 

Det var meget trygt. Men jeg har læst om beholdere der er eksploderet, og ting der er gået ild i, så det er sindssygt vigtigt, at sikkerheden omkring HBOT er top. Og det var den! 

Når alle patienterne er koblet til ilten, smutter dykkeren ud af beholderen. Og vender først tilbage, når opstigningen skal i gang. Med mindre der opstår noget undervejs. Der sidder personale og overvåger alle patienter gennem hele behandlingen, og der er direkte mikrofon kontakt, så man kan til hver en tid kalde på en dykker eller en læge. 

Derfra starter den egentlige behandling på de 90 minutter. Man må ikke medbringe tekniske dimser. Så ingen lydbog, ingen telefon, ingen podcast til at få tiden til at gå. Du kan have en fysisk bog med ind, et blad eller et kryds og tværs. Jeg læste. Selvom det var lidt en udfordring med en hjelm på. Men jeg fik læst en bog om ugen mindst i de 8 uger, så det var meget fedt. 

En anden virkelig sær udfordring er, at du ikke kan komme til dit ansigt. For det er helt pakket ind i hjelmen. Igen og igen tog jeg mig selv i at ville klø mig på øret, flytte noget hår i panden, og rette på brillerne. MEN DET KAN MAN IKKE. Damn det er frustrerende med hår der bevæger sig inden i sådan en spand altså!! 

Det søde og sjove personale klippede en sok i stykker til mig, så jeg kunne trække den ned over mit hår. Det hjalp helt gevaldigt. Men øj man var ude i nogle sjove manøvre for at rette på briller, der gled lidt ned over næsten. Men man finder sgu ud af det… og så kigger man lidt på patienten over for, som sidder med samme udfordring, og så sidder man der og griner for sig selv i sin spand. For man kan heller ikke snakke sammen. Men sjovt så meget man alligevel får kommunikeret. 

Når de 90 minutter er gået, stiger man igen op til overfladen, bliver frigjort for sin spand, og så går man hjem. Nogle dage har min energi været mega høj efter behandlingen. Andre gange har jeg været træt som et alderdomshjem. Jeg ved der er nogle der går på arbejde mens de bliver behandlet. Jeg var så glad for, at jeg var sygemeldt. For min krop og min energi var ret utilregnelig. 

Udfordringer ved HBOT behandling

Til min første behandling fik jeg noget beroligende. Jeg havde taget mine forældre med, så jeg ikke skulle køre bil. Omvendt vidste jeg også, at det ikke var noget jeg ville tage hver dag. Jeg måtte lære at være med det. Selvom jeg må indrømme, at det prikkede til noget klaustrofobisk i mig. Ikke at det egentlig er noget jeg lider af, meeeeen lukket inde i en beholder med en sær hjelm på – det kan sætte godt gang i underbevistheden og nervesystemet. Jeg havde også et par kortere perioder med angstanfald under behandlingen. Men jeg trak vejret igennem det og finger-tappede som en psykotisk (side note, man har nervebanepunkter på fingrene der rammer alle meridianbaner i kroppen, og man kan ved at stimulere meridianerne, berolige sig selv og sit nervesystem). 

Der var ikke rigtig noget mønster i de gange jeg fik angst. Det skete bare helt ud af det blå. Jeg tilkaldte ikke personalet, men vidste at det til hver en tid var muligt og helt igennem uproblematisk, hvis det havde været nødvendigt. 

Mine lunger var ret udfordret af trykket og den tørre ilt. Jeg fik en pep-fløjte og brugte den meget flittigt i bilen hele vejen hjem. De fleste dage tog det ca 6 timer før mine lunger igen var tilbage til normalen. Jeg talte med personalet om det, og de holdt øje med det under hele behandlingen. Hvis jeg var utryg, ville de gerne sende mig til en lungefunktionstest. Men det var jeg ikke. Så jeg blæste bare igennem på min fine pep-fløjte og så gik det fint. 

Mine øjne er nok det der har taget mest “skade”. Det er en helt almindelig bivirkning, at ens syn ændres, mens man får behandling. Som jeg skrev tidligere, var det lidt en udfordring at sidde med læsebriller på under hjelmen. Det løste helt sig selv efter ca 4 uger, hvor jeg ikke længere havde brug for læsebriller. Men herfra gik det stærkt ned af bakke. Da jeg startede behandlingen, var mine briller på +2,5 – og efter 6 uger var jeg på -2,5. Det var hårdt i mit hoved og i mine øjne. Men igen helt almindeligt. Normalt ryger ens syn retur efter et par måneder. Det er mit ikke gjort. Jeg bruger nu konsekvent briller med minus 2,5-3, og gud hjælpe mig om jeg ikke også ind imellem må have fat i de gamle + briller for at se ting hvis det er meget småt. I hverdagen kommer jeg dog igennem uden at bruge + briller. 

Lægen fra trykkammeret sendte mig til kontrol på øjenklinikken på Riget. Mine øjne er helt ok, de er bare ikke rigtig poppet tilbage. Men de har ikke taget skade, og der er ikke udviklet grå stær, som kan (meget sjældent) udvikle sig eksplosivt af trykkammerbehandling. Så alt er godt, jeg skal bare bruge andre briller og skal til kontrol igen i det nye år. Det er mere bare irriterende, end det er noget andet. Men in the big sceem of things…så er det jo en bagatel ik. 

Har det så hjulpet Trine?

Ja, det har det. Her 6 måneder efter får jeg ingen behandling af nogen slags. Jeg får ingen medicin overhovedet. Jeg har ingen egentlige smerter. Og min hverdag og mit liv er ikke længere påvirket af min blære på nogen måde. 

Min blære og min tarm har taget skade af den stråling jeg har fået. Og desværre lever stråler i ens krop til man stopper med at trække vejret. Så hvad de kan finde på at lave af ballade fremadrettet ved ingen. Men for nu må jeg bare sige at behandlingen 100% har gjort det jeg håbede på.

Jeg var så drugget da jeg startede behandlingen, at det føles unfair at sammeligne hvordan jeg havde det, med som jeg har det nu. Men der er en verden til forskel. Min energi er bedre. Min hud er bedre. Min fordøjelse er bedre. Mit blodsukker er bedre. Min klarhed i hjernen er bedre. Og det sjoveste og meget tydelige tegn på, hvad behandlingen har gjort er, at jeg har haft en fodvorte siden jeg var teenager. Jeg har fået den frosset, jeg har smurt den med alt muligt, jeg har fået den skåret væk. Igen og igen. Men uanset hvad, så sad den der bare og var pisse irriterende. MEN DEN ER VÆK. Fuldstændig væk. Sjovt ik. 

Til min afsluttende samtale sagde lægen, at jeg jo nok skulle regne med, at jeg skulle turen igennem hver andet til tredje år. Han sagde det med sorg i stemmen og lidt undskyldende. Jeg jublede indeni. Tænk, at skulle have denne her fuldstændig fantastiske behandling igen og måske igen og måske igen. Jeg forventer jeg lever til jeg bliver 120 på den måde. 

Når det er sagt, så vil jeg sige, at det var hårdt mens det stod på – men jeg gør det med glæde igen. 

Hvad gør en usyg der gerne vil have HBOT behandlinger? 

For et par måneder siden var jeg til CPH Health Weekend (en messe jeg klart kan anbefale, hvis du er optaget af longevity og sund levevis). Og der fyldte HBOT en del. Its comming, men vi er der ikke helt endnu desværre. 

Selvom denne her type af behandling er ved at blive kæmpe stort i udlandet, har vi desværre ganske få steder der reelt tilbyder behandlingen i Danmark.

Der findes steder, men jeg har kun set steder der har det der hedder Soft Chamers. Altså et oppusteligt kammer, hvor man så ligger. Selvom stederne der tilbyder de behandlinger lover en hel masse, så er jeg lidt skeptisk. Jeg talte med lægen på Riget om det, og han havde heller ikke så meget fidus til dem. MEN han ser jo på det ud fra et behandlingsperspektiv – og ikke nødvendigvis ud fra et “jeg vil bare gerne have mere energi og bedre restitution, og evt en længere levetid af mine celler” perspektiv. 

Det trykkammer jeg fik behandling i på Riget lukker her i december. Og et nyt flot center åbner i stedet. Med nye og større kamre. Jeg spurgte forsigtigt hvad der skulle ske med det kammer vi sad i, for helt ærlig, så ville jeg elske hvis en eller anden rigmand købte det og startede et ægte HBOT center i DK. Umiddelbart kunne man ikke få lov til at købe det. Men hey, hvis du sidder og læser dette og har en masse millioner du ikke ved hvad du skal bruge til, så skriv lige, så hjælper jeg gerne med at få det til at ske…hvis jeg kan altså… for denne her behandling er nødt til at komme ud til folket. I mine øjne burde alle over 55 have sådan en behandling hver 3. år….manner vi ville leve længe og godt!!! 

Jeg spår dog, at behandlingen vil blive udbredt over de næste par år. Og i et prisleje hvor flere af os kan være med. Lige nu kan jeg kun finde behandlingsmuligheder ala den jeg har fået i Sverige. Her koster 30 behandlinger 30.000 svenske kr. 

Hvis du er nysgerrig på om HBOT for energi og lang levetid kunne være noget for dig, vil jeg anbefale dig at lave din egen research, tage kontakt med stederne der tilbyder behandling og få det undersøgt til grund. Jeg håber, jeg en dag kan lave et interview men nogle af de steder der tilbyder behandling, og finde ud af hvad deres behandlinger kan. Men i og med jeg ikke selv skal have behandling, er det svært at gå dybt i at lave research på det. Men kontakt mig endelig, hvis du ved noget jeg bør vide, for jeg vil virkelig gerne formidle mere viden om HBOT behandlinger.

Jeg følger selv Dr. Jason Sonners på YouTube. Han var den første jeg stødte på, da jeg begyndte at undersøge HBOT behandlinger, og han talte også på CPH Health Weekend, hvor han igen bekræftede sin store viden om denne her type behandlinger. Så start der, hvis du er nysgerrig på mere om denne livsændrende behandling. 

Min protokol i forhold til HBOT

Resultaterne af min behandling, skal ses i lyset af, at jeg sideløbende gjorde en hel del selv også. Det havde ikke indflydelse på healingen af mine stråleskader selvfølgelig, men muligvis på alt det jeg har fået ud af behandlingen i forhold til energi osv.

Der findes mange forskellige protokoller for HBOT behandlinger, og de skal selvfølgelig sættes i forhold til, hvad man får behandling for. Og der er stor forskel på, om man får behandlingen af lyst eller af nød, kan man sige. De fleste protokoller man kan finde på nettet, er rettet mod lyst-behandlingerne. Min var af nød, hvorfor der var ting, der var vigtige at have med i overvejelserne. 

Jeg fik i starten af mine behandlinger rigtig meget medicin. Bla morfin. Så jeg kravlede mig igennem de første par uger. Men derefter begyndte jeg at tage behandlingerne fastende. Det sagde jeg ikke til lægen, for han ville helt sikkert sige, at jeg skulle spise inden. Behandlingen sænker blodsukkeret en del, så man har selvfølgelig højere risiko for at blive dårlig, hvis man møder op på lavt blodsukker. Men jeg tog chancen, for en del af det ekstra jeg gerne ville have ud af min behandling var, at få et boost til min blodsukkerbalance. Når jeg nu sad der og havde muligheden. Jeg spurgte flere gange om jeg måtte have en CGM (Constant Glukose Måler) på, men det fik jeg nej til, da jeg ikke har diabetes. Det synes jeg var suuuper ærgerligt, for jeg ville så gerne have haft mulighed for at følge med. 

Jeg drak også gurkemeje shots inden for at booste den antiinflammatoriske effekt af behandlingen. Men jeg aner jo ikke, om det gjorde en forskel. Håber jeg har råd til at købe mig til en masse test før og efter, hvis jeg skal have behandlingen igen. For synes det er vildt interessant… 

Og så spiste jeg mad, når jeg kom hjem efter behandlingen. Det fungerede fint. Jeg blev ikke dårlig på noget tidspunkt. Og da jeg igen måtte sætte en glukosemåler på, kunne jeg se, at mit gennemsnitlige glukose var gået ned. Men det er næppe et videnskabeligt bevis for, at behandlingen var god for mit blodsukker. Det er der til gengæld lavet andet forskning på, så tjek det ud, hvis det er din interesse. 

Vores sundhedssystem er nogle gange sjovt. Rigtig mange af dem der får HBOT behandling på Riget får det pga diabetes. Sår der ikke vil hele, lemmer der er ved at dø osv.  Det var også tilfældet for en del af dem jeg var på hold med. Og som sagt, sænker behandlingen blodsukkeret, hvilket jo burde være en bonus for netop diabetespatienterne. Men løsningen på, at behandlingen kunne give lavt blodsukker var en stor skål med kiks og muslibare med chokolade samt sød saftevand. Altså virkelig crappy mad. Jeg ved godt, at det handler om lethed for personalet… men helt ærlig. Så bed dog alle de her voksne mennesker om selv at medbringe en klapsammen af godt rugbrød og en banan. Seriøst, der var flere af mine medpatienter der spiste 5-7 myslibarer og drak et glas saft inden de gik ind… jeg var rystet. Hvis ikke at det at skulle have en så omfattende behandling for diabetes kan få dig til at tænke lidt over hvad du stopper i kæften, så er der ikke meget håb altså!! Men nå, jeg havde heldigvis friheden til at vælge anderledes. Og det gjorde jeg, og det vil også være min anbefaling til dig. 

Spis sundt omkring dine behandlinger. Forsøg at komme ud og gå en lille tur i løbet af dagen. Få noget lys. Og pas dine sovetider. Så får du får meget mere ud af dine HBOT behandlinger. 

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at personalet i Trykkammeret fortjener en medalje. Damn it de er rare at være i nærheden af. De gjorde det til en virkelig god, tryg og sjov oplevelse at skulle igennem 8 ret lange uger.

Der er SÅ meget mere at sige om HBOT behandlinger, og hvor de er på vej hen her i DK. Men dette indlæg er allerede alt for langt, så jeg vil stoppe mig selv her. Men hvis du er den mindste smule nysgerrig, så søg, lyt, læs… 

OG skriv endelig til mig hvis du har spørgsmål – virkelig, jeg vil elske at tale med dig om det, for jeg er max fan af den behandling jeg har fået, og alt det den har givet mig!

Kærligst

Trine